Baggrund: Indlæggelsestiden ved operation for diskusprolaps eller spinalstenose er reduceret fra 1 døgn til udskrivelse på operationsdagen for en udvalgt gruppe patienter. Baggrunden for ændringen er ønsker herom fra patienter, viden om fordele ved fasttrack forløb og den generelle tendens i hospitalsvæsnet i forhold til, at patienter skal være kortest mulig tid på hospitalet. På baggrund af, at der er sket ændringer i forløbet, ønskes en evaluering af, hvordan ændringerne opleves af patienterne.
Formål
At få indsigt i, hvordan patienterne oplever at indgå i sammedagsforløb ved operation for diskusprolaps eller spinalstenose med henblik på optimering af kvaliteten i forløbene.
Metode
Telefoninterview med 17 patienter 3 uger postoperativt. Interviewguide indeholdende både åbne og lukkede spørgsmål. Interviewene optages og analyseres efterfølgende af 2 personer
Resultater
De fleste deltagere er mænd (71%), og de fleste er samboende (76%). Patienterne er i alderen 21-80 år.
Der er en ligelig fordeling mellem patienter opereret for diskusprolaps og spinalstenose. Alle patienter ønsker at indgå i samme type forløb, hvis de får behov for at skulle gennem en lignende operation.
Patienterne udtrykker, at de følte sig trygge ved udskrivelsen, og at de selv var med til at beslutte, om de skulle udskrives eller blive til næste dag. "Jeg bad selv om, jeg sagde, jeg føler mig tryg nok til at komme hjem."4 patienter har haft udfordringer med at håndtere deres smerter hjemme. 2 patienter ønskede flere informationer f.eks. om, hvorfor øvelserne er vigtige at udføre. Patienterne udtrykte generelt stor tilfredshed med forløbet.
Konklusion
Patienterne er meget tilfredse med sammedagsrygforløbene. De oplever, at udskrivelsen er sket på deres præmisser.
Fremtid
- Forbedre information om smerter og nedtrapning af smertebehandling.
- Italesætte vigtigheden af information f.eks. at begrunde anbefalinger.
- Standardforløb ændres til sammedagsforløb.
Projektdeltagere
- Inger Markussen Gryet, Udviklingssygeplejerske, cand.cur., inggry@rm.dk
- Bodil Tornbjerg Rasmussen, Forløbskoordinator, Sygeplejerske, borasm@rm.dk
Regionshospital Silkeborg, Center for Planlagt Kirurgi, Afsnit K
Kontaktperson
Inger Markussen Gryet, Udviklingssygeplejerske, cand.cur., inggry@rm.dk