Dansk formål

Formålet med studiet var, i den akutte fase efter hofteoperationen at undersøge de raske ældres opfattelse af egen evne til at genvinde det samme funktionsniveau som før bruddet.

Dansk resumé

Baggrund

Forekomsten af hoftefrakturer forventes at stige. I Sverige er 40 % af dem, der får en hoftefraktur raske og klarer sig uden hjælp. Imidlertid resulterer hoftefraktur ofte i et fald i funktionsniveauet hos 40 % af disse patienter.

Et hoftebrud er en traumatisk oplevelse, der truer mange aspekter af livet, herunder fald i funktionsniveau og øget afhængighed af andre. De psykologiske aspekter omfatter eksistentielle tanker, en re-evaluering af livssituationen, såvel som påvirkning af de sociale relationer.

Ældre er særligt sårbare overfor tab af værdighed ved akut hospitalsindlæggelse, fordi den forringede tilstand resulterer i tab af funktioner og en større fysisk afhængighed. Personalets adfærd og patientfaktorer påvirker deres værdighed.

Der er tidligere foretaget undersøgelser 5-9 uger efter hoftebruddet af de psykologiske og sociale faktorers indflydelse, men ikke hos raske ældre.

Metode

Designet er et kvalitativt studie, hvor der blev foretaget semistrukturerede interviews af 30 patienter 2 - 5 dage efter operation. Der indgik 3 mænd og 27 kvinder, hvilket er repræsentativt for gruppen af hoftebrudspatienter. Gennemsnitsalderen var 82,5 år. Undersøgelsen er svensk og blev foretaget i Sverige i 2013, samt foregik på 5 forskellige ortopædkirurgiske afdelinger på 3 hospitaler af forskellige størrelser. Patienterne var vurderet til ASA 1 eller 2.

Data blev analyseret ved anvendelse af en induktiv indholdsanalyse, som er en analysemetode, hvor man observerer det specifikke i de enkelte interviews, konkluderer noget  generelt og danner nye kategorier.

Resultater

Undersøgelsen viste, at ældre raske patienter efter hoftebrudskirurgi var overbeviste om, at de ville genvinde deres tidligere funktionsniveau. I løbet af de første to til fem dage på hospitalet, blev patienterne dog usikre, fordi afdelingernes kultur var at behandle patientgruppen som syge. Patienterne blev dermed gjort passive i eget behandlingsforløb.

Beskrivelsen af patienternes opfattelser af egen evne til at genvinde det tidligere funktionsniveau, blev samlet i en hovedkategori:"At ende i en ny situation med eller uden styring/kontrol".

Patienterne befandt sig i en situation, de ikke havde prøvet før, og derfor følte de sig dårligt rustet til at håndtere den. De blev ikke aktivt involveret i at træffe beslutninger om deres pleje og det, at de skulle tilpasse sig rutiner og standardprocedurer, gjorde dem passive. Det svækkede derfor deres indre tro på egen kapacitet til at kunne styre deres helbredelse. Lidt efter lidt begyndte de at tvivle på genoptræningen og var bekymrede for deres fremtid. At tro på deres egen evne og vilje viste sig at være afgørende faktorer.

At tilpasse, acceptere og følge de rutiner, der var i den akutte afdeling resulterede i en indre følelse af usikkerhed om, hvordan man lever op til de forventninger, som er, og hvad man selv bør gøre. Patienterne gav udtryk for at have brug for at få bekræftet, at de gjorde det godt. De ønskede ikke at være afhængige.

De forsøgte at tilpasse sig rutinerne, hvilket førte til passiviteten. Eksempelvis fik de af vide, at de skulle være forsigtige, ikke stå op på egen hånd, og at de ville modtage hjælp.

Konklusion

Personalets holdninger kan påvirke hoftefrakturpatienters outcome/resultat. Patienterne tror på generhvervelse af funktionsniveauet, men får ikke psykologisk støtte til at genvinde den.   

Bemærkninger

I Sverige har man fast-track forløb for hoftefrakturpatienter, som vi også har i Danmark. Resultatet kan overføres til danske forhold, og kan give "stof til eftertanke", om hvordan vi bedst muligt støtter denne særligt udsatte patientgruppe i at tro på egne evner til at genvinde tidligere funktionsniveau.

Der er foretaget en meget omhyggelig analyse og kodning af interviewene, hvilket er en styrke i undersøgelsen.  

Undersøgelsen er speciel ved kun at have de mest friske patienter med, og kan således ikke sammenlignes med andre undersøgelser, hvor patienterne er klassificeret til at være i ASA klasse 3 og 4.