Sygepleje til den ortopædkirurgisk underernærede patient

Baggrund

Ifølge forfatterne er underernæring et bredt problem, som påvirker op imod 30 % af patienter indlagt på svenske hospitaler. Mens der findes meget litteratur omhandlende behandling og forebyggelse af underernæring, beskriver meget få artikler sygeplejerskers holdning til plejen af den underernærede patient.

Metode

Studiet har et induktivt kvalitativt design, hvor i alt 13 interviews på fire ortopædkirurgiske afsnit blev inkluderet: tre pilotinterviews, syv semi-strukturerede interviews og tre interviews, som sikrede datamæthed. Ud fra en indholdsanalyse identificeredes tre hovedkategorier, som danner rammen om resultaterne.

Resultater

De tre hovedkategorier beskriver frustrationer i sygeplejen, glæde i sygeplejen og en oplevelse af underernæring som tabu.

Under frustration i sygeplejen beskriver personalet organisationsrelateret stress, hvor mangel på klare retningslinjer har medført individuel, og dermed differentieret, pleje. Det giver i samme ombæring en følelse af at stå med ansvaret alene og medførte kollegiale samarbejdsvanskeligheder. Videre bidrog patienternes alder, evne til restituering, sociale situation og medicinske lidelser til underernæring og deres egne ønsker stod i vejen for den nødvendige ernæringspleje. Det gav personalet en følelse af magteløshed og hjælpeløshed, som betød at de befandt sig i en etisk konflikt mellem krav og behov - både at kunne udøve den gode ernæringspleje og bibeholde patientens autonome status.

Under glæde i sygeplejen oplevede personalet glæde ved plejen, når de ikke følte sig stressede. Det betød at de kunne opbygge tillidsfulde relationer til patienterne og dermed fremme glæden i madsituationer og være i stand til at arbejde ud fra en respekt for den individuelle patients livsstil og ud fra patientens kontekst.

Den tredje hovedkategori omhandler underernæring som tabu. Personalet udtrykte, at underernæring hverken opstod eller udviklede sig under indlæggelsen. Benægtelse kom, ifølge forfatterne, på baggrund af skyldfølelse, selvbebrejdelse eller ved at skyde skylden over på andre forhold, og beroede på den omtalte etiske spænding mellem patienternes egne behov og personalets krav om, at patienterne skal være velernærede. Dette etiske dilemma opstår mellem sygeplejens humanistiske blik på patienter som autonome overfor deres biomedicinske viden om ernæringsbehov og -behandling. I dette studie vægtedes patientens autonomi højest.

Konklusion

Sygeplejen til underernærede patienter er præget af tabuisering, patientautonomi og følelsen af stress

Bemærkninger

Studiet er foretaget på en ortopædkirurgisk afdeling i Sydsverige og konteksten er derfor sammenlignelig med en dansk ortopædkirurgisk afdeling. Få studier på området, og et afgrænset undersøgelsesfelt, begrænser dog generaliserbarheden, og der er behov for yderligere undersøgelser. Studiet har generelt set et interessant forskningsmæssigt fokus, da personalets viden og holdninger er essentielle, når nye tiltag skal implementeres.