Baggrund og formål: Sygeplejestuderende på modul 12 har forud for bachelorspecialet og det videre karriereforløb behov for at skærpe deres metodiske kompetencer i forhold til bl.a. at vurdere, systematisere, og formidle forskningsbaseret viden.

Sekundært til de studerendes udbytte kan afvikling af seminar som Journal Club være med til at understøtte de kliniske vejlederes kompetenceudvikling i forhold til kritisk læsning af videnskabelige artikler, samt bidrage til udbredelse af relevant forskningsbaseret viden i såvel ortopædkirurgisk afdeling, som i klinisk praksis generelt.

Metode

Forud for afvikling af Journal Club  udvælger de studerende afsnitsvist i grupper af 2-4 studerende  en klinisk problemstilling, der har relevans for afsnittet og relaterer sig til  det ortopædkirurgiske speciale. På baggrund af den valgte problemstilling søges videnskabelige artikler. Artiklerne skal være på engelsk, dansk eller nordisk og skal være online tilgængelige. Med afsæt i søgningen udvælges én artikel, der skal danne udgangspunkt for Journal Club. De studerende læser og vurderer den pågældende artikel og sender, en uge før afvikling af Journal Club, den skriftlige bedømmelse af artiklen til de øvrige deltagere. Til Journal Club medbringer de studerende forslag til diskussion - eksempelvis erfaringer fra arbejdet med læsning/vurdering af artiklen. Under seminaret præsenterer de studerende den overordnede bedømmelse af artiklen og beskrivelse af undersøgelsen. Herefter deltager de studerende i drøftelser mhp nuancering af den overordnede bedømmelse af artiklen og beskrivelse af undersøgelsen der ligger til grund. Ligeledes drøftes resultaternes potentielle betydning for praksis.

Resultat

Projektet er afprøvet fra november 2012 på to hold studerende på modul 12, hvorved vi har afprøvet konceptet på ca.24 studerende. For at mindske kompleksiteten og arbejdsgangene i projektet arbejdede de første hold studerende ikke med en selvvalgt problemstilling og artikelsøgning, men fik udleveret de artikler der skulle arbejdes med fra de afsnit de er tilknyttet. Næste hold arbejder med alle projektets faser. Hvis det viser sig at ideen er udbytterig for deltagerne, forestiller vi os at fortsætte med Journal Club på modul 12.

Desuden ser vi en mulighed i at udbrede erfaringerne i artikelform.

Projektansvarlige

Lene Røge. uddannelsesansvarlig sygeplejerske, Ortopædkirurgisk afdeling E, Aarhus Universitetshospital.
Pia Koustrup, lektor, sygeplejerskeuddannelsen i Aarhus.