Green-stick frakturer er en betegnelse for frakturer, som typisk sker hos børn på både overog underekstremiteter.I barnealderen er knoglerne elastiske og har tendens til at knække som en frisk gren, dvs. at bruddet ikke er komplet, men der vil typisk være en udbuling på den ene side af knoglen samtidig med, at der sker en bøjning på den modsatte side. Bruddet skyldes, at børns knogler ikke er færdigudviklede og de indeholder en større mængde collagen og mindre kalk. Knoglen er derfor mere eftergivelig end en voksen knogle. Green-stick frakturer kræver lukket eller åben reposition med C-nails eller K-tråde, som fjernes igen efter opheling (3).
Epifysiolyse er brud i knoglens vækstzone og ses specielt hos børn på både overog underekstremiteter. Knoglevæksten afsluttes først med lukning af vækstskiverne (epifyseskiverne) ved slutningen af puberteten (drenge 16-17 år, piger 14-15 år). En skade af epifyseskiver kan derfor medføre skæv, overskydende eller reduceret knoglevækst med risiko for varige mén. Såfremt der er forskydning af epifyseskiven kan denne reponeres og fikseres med K-tråde for at sikre normal videre vækst af knoglen. Epifysiolyse klassificeres i henhold til Salter-Harris’ 5 typer, hvor Salter-Harris type 2, i den distale del af radius, er den hyppigste. Prognosen for epifysiolyser knytter sig til hvilken type, der er tale om (3).
Femurfrakturer er brud på lårbensknoglen, typisk opstået som fødselskomplikation eller som følge af traume. Femurfrakturer hos børn behandles forskelligt afhængigt af barnets alder og frakturens type:
- Femurfraktur pådraget under fødslen behandles med støtteforbinding i 1-2 uger.
- Femurfraktur hos et barn op til 18 kg behandles med plasterstræk i op til 4 uger. I mange tilfælde kan der i stedet anlægges hoftegips (spica) i 2-4 uger.
- Femurfraktur hos et barn over 18 kg behandles med fleksibelt marvsøm, som indsættes uden for epifyseskiverne, og efterfølgende mobiliseres barnet med fuld belastning. Marvsømmet fjernes efter ca. 3-4 måneder.
- Ved ældre børn behandles femurfrakturer med marvsøm som hos voksne og med fuld belastning på benet efter operation.
Prognosen for femurfrakturer hos børn afhænger af frakturtype, knoglens evne til remodellering (se faktaboks) og eventuel skade af epifysen med benlængdeforskel til følge (3).
Tibiafrakturer er brud på den største rørknogle i underbenet, og er primært operationskrævende hos børn, hvis der er rotationsfejlstilling, som ikke kan håndteres med gipsning. Tibiafrakturer beskrives ikke nærmere her.
Hoftedysplasi er en betegnelse for en medfødt mangelfuld udvikling af ledskålen (acetabulum), så den ikke har normal dybde, hvorved hovedet på lårbenet (caput femoris) har tendens til at glide ud af acetabulum (hofteluksation). Tre til fem ud af 1000 nyfødte børn har hoftedysplasi.
Der er en større andel af piger med hoftedysplasi end drenge (6 piger:1 dreng), og der ses en arvelig komponent (3,5,6).
Behandlingen afhænger af barnets alder og graden af luksation (dysplasi), når det opdages:
- Tidligt opdaget hoftedysplasi behandles med abduktionsskinner/bandage i 6-12 uger.
- Ved erkendt hoftedysplasi efter 6 måneders alderen foretages typisk reposition efterfulgt af immobiliserende hoftegips i 4-6 måneder.
- Ved senere opdagede tilfælde er kirurgisk reposition ofte nødvendig (3).
Prognosen afhænger af, hvor tidligt behandlingen iværksættes. Ved behandling inden 6 måneder vil hofteleddet blive normalt, men behandles der først, når barnet er over 1 år, er der risiko for at opleve problemer senere i livet i form af gangbesvær, smerter og slitage i hofteleddet med udvikling af artrose (3,6).
Calvé-Legg-Perthes (CLP) er nekrose af lårbenshovedet (caput femoris), hvor den mister sin blodforsyning og bliver blød. CLP opstår hos ca. 1 ud af 1200 børn om året, hyppigst i 4-8-års alderen og CLP rammer oftere drenge end piger (4 drenge: 1 pige) (7). De fleste børn har smerter dybt i låret og/eller lysken, men kan også opleve smerter i knæet (referred pain) (3). Smerterne opstår ikke under belastning, men forværres derefter og fremtræder hyppigst om aftenen/natten. Alle børn med CLP har i en periode haltet, og ved de helt små kan halten være det eneste symptom. Ved klinisk undersøgelse findes ofte også bevægeindskrænkning i hoften, og senere i forløbet kan der ses benlængdeforskel (3). Behandlingen består af enten lavt aktivitetsniveau eller operation, hvis caput femoris er ved eller i risiko for at glide ud af acetabulum.
Hvis sygdommen opdages inden 6-7-års alderen er prognosen god, men ved sygdomsdebut efter 10-års alderen er prognosen dårlig med symptomer på artrose i hofteleddet fra ca. 35-års alderen eller tidligere (7,8).
Caput femoris-epifysiolyse er en bagudglidning af den proximale del af caput femoris. Det opstår hyppigst hos drenge (2 drenge: 1 pige) mellem 11 og 15 år. Hos 50 % vil tilstanden være bilateral. Sygdommen inddeles i en langsomt progredierende form og en mere sjælden akut form, og kan derudover inddeles i tre stadier, afhængigt af hvor mange grader caput femoris er forskudt bagtil. Børnene vil halte og oftest klage over smerter i lysken eller knæet i forbindelse med belastning. Ved den akutte form vil barnet få pludseligt opståede stærke smerter og være ude af stand til at støtte på benet. Behandling er kirurgisk fiksering af epifysen (epifysiodese). Den sværeste komplikation til caput femoris-epifysiodese er avaskulær nekrose, hvor caput mister sin blodforsyning og smuldrer. Dette kan resultere i behov for alloplastik i ung alder (3).
Medfødt klumpfod er en misdannelse, hvor foden er i spidsfod og indaddrejet. Dette forekommer hos 1-2 pr. 1000 fødte, og drengebørn har større risiko for klumpfod end piger. Behandlingen af klumpfod er kompliceret og består traditionelt af manipulationsbehandling i form af øvelser og skinner. Den mest anvendte behandling i Danmark er Ponseti-metoden, hvor barnets fod rettes gennem en række gipsbandageringer, som senere afløses af skinnebehandling og specialsko i barnets første fire leveår. Der kan også opereres, hvor sener og akillessene forlænges og efterfølgende anlægges gipsbandage i 6-12 uger. Barnet får tilnærmelsesvist normal funktion i foden, men den bliver aldrig helt normal. Der vil ofte være nedsat bevægelighed og svind af lægmuskulaturen ligesom slidgigt senere i livet ses hyppigere hos børn med medfødt klumpfod (3).
Nogle vækstforstyrrelser, medfødte misdannelser, fejlhelede brud samt bløddels -og knogletab efter traumer kan behandles med ringfiksation eller forlængelse med marvsøm (fx forlængelsesmetoden Fitbone Nail eller Precise søm). Hensigten er at forbedre gang, modvirke degenerative led og afhjælpe smerter. Ringfiksation består af udvendige metalringe, der er forbundet med hinanden med metalstænger med gevind. Apparaturet gøres fast til benet ved hjælp af metalpinde (wirer/pinne), der er ført gennem benet og knoglerne (se foto 1 og 2). Ringfiksation er en mindre hyppig men kompleks behandlingsmetode, som kan bruges ved korrektioner af fejlstillinger samt tab af knogle. Behandlingsvarighed er varierende fra få måneder til i sjældne tilfælde at strække sig over år, afhængig af årsag, komorbiditet og alder. Mulige komplikationer er infektion ved pinhullerne, dropfod, knækontrakturer og knæk af wirer/pins (2).