Mere end 60.000 børn indlægges hvert år i Danmark og gennemsnitligt hvert andet barn oplever på et tidspunkt at blive indlagt. De ortopædkirurgiske børn og unge (0-19 år) tegner sig for ca. 14.000 indlæggelser årligt (1).
Indlæggelse på grund af ortopædkirurgiske lidelser foregår enten på almene ortopædkirurgiske afdelinger, børneafdelinger eller børnekirurgiske afdelinger med dertilhørende børneog familiehuse.
Aldersfordelingen for børn og unge med ortopædkirurgiske lidelser, der kræver indlæggelse og operation, spænder fra ca. 3 måneder til og med 18 år. Indlæggelserne sker både akut og elektivt, hvor størstedelen af de akutte indlæggelser sker på baggrund af traumatiske frakturer (1). De elektive indlæggelser er typisk børn med vækstforstyrrelser, medfødte misdannelser, fejlhelede brud samt bløddelsog knogletab efter traumer (2). Der indlægges en mindre andel af børn med sår, traumatiske læsioner, commotio cerebri og tumorer og disse uddybes ikke yderligere i kapitlet.
Børn og unge, der indlægges til operation for rygskævhed (skoliose), beskrives under kapitlet om rygsygdomme. Børn med akutte skader, som håndteres konservativt med fx gipsskinne, omtales heller ikke her. I ortopædkirurgisk regi indlægges også børn med ortopædkirurgiske lidelser, som tillige har forskellige syndromer, psykiatriske udfordringer og/eller særlige behov. De sygeplejemæssige tilgange til disse børn uddybes ikke nærmere i dette kapitel.