Risikoen for at få en hoftenær fraktur er størst hos personer med osteoporose og hos personer, der som følge af nedsat styrke og neuromuskulær dysfunktion, har øget risiko for at falde. Derfor er det hyppigst ældre mennesker, der brækker hoften. Gennemsnitsalderen er over 80 år (1) og grundet osteoporose brækker kvinder hoften ca. dobbelt så ofte som mænd (2).
I Danmark indlægges der årligt omkring 6400 patienter med hoftebrud, hvilket svarer til, at ca. 6 ud af 1000 personer brækker hoften i Danmark (3). Dvs. knap 18 personer om dagen. Hos ældre opstår de fleste frakturer som følge af et lavenergitraume efter fald i hjemmet, mens fraktur hos børn og yngre voksne oftest opstår som følge af et højenergitraume, eksempelvis i forbindelse med et trafikuheld.
Gruppen af patienter, der brækker hoften, er karakteriseret ved høj alder, kognitiv svækkelse, komorbiditet og nedsat funktionsevne. Hver af disse faktorer øger risikoen for død (4,5) og dødelighed indenfor den første måned efter operationen er påvist at være ca. 10 % og indenfor det første år ca. 28 % (3). Grundet de geriatriske problemstillinger anbefales en ortogeriatrisk tilgang til patienterne, hvor tværfaglig ekspertise i forhold til både de geriatriske og de ortopædkirurgiske problemstillinger inddrages. En ortogeriatrisk tilgang bidrager til at mindske dødeligheden og bedre funktionsevne og mobilitet hos patienterne (6,7) og er under fortsat udvikling i Danmark. Organiseringen er forskellig fra hospital til hospital, og patienter indlægges på hhv. ortogeriatriske sengeafsnit, ortopædkirurgiske sengeafsnit med geriatrisk tilsyn og geriatriske sengeafsnit med ortopædkirurgisk tilsyn.
Hoftenære frakturer inddeles i 3 typer af brud: De mediale frakturer, også kaldet collum femoris frakturer, der er intrakapsulære og de pertrokantære og de subtrokantære frakturer, der begge er ekstra-kapsulære frakturer.
De mediale frakturer er de mest almindelige (46 %) efterfulgt af de pertrokantære (42 %) (8). De mediale frakturer klassificeres efter graden af dislokation, hvor Garden type I og II er udislocerede, mens Garden type III og IV er dislocerede.
Diagnosen baseres på de kliniske symptomer (se boks 1) og billeddiagnostiske undersøgelse.
Typer af hoftebrud
Frakturens placering samt patientens alder og kognitive tilstand er afgørende for, hvilken behandling, der tilbydes. Da de fleste patienter opereres med fiksering af frakturen eller med hoftealloplastik (se boks 2), er der i dette kapitel fokus på patienten med hoftebrud, der tilbydes operation (6).
Ved Garden type III og IV kan blodforsyning til caput femoris være nedsat, og patienter kan senere i forløbet udvikle caputnekrose, der kan føre til sammenfald af knoglen. Tilstanden behandles med hoftealloplastik. Ved hoftealloplastik er der risiko for luksation af hoften, og patienter følger samme regime med bevægelsesrestriktioner som ved planlagt hoftealloplastik, dvs. patienten skal undgå fleksion over 90 grader, adduktion over midtlinjen og indadrotation i hofteleddet. Ved de øvrige behandlingsmetoder er der ingen bevægelsesrestriktioner.
I særlige tilfælde kan eneste behandlingstilbud være en girdlestone operation (fjernelse af caput femoris og øverste del af lårbenet). Det gælder f.eks. ved gentagne luksationer af hoftealloplastikken eller hvis patienten er svært dement med lille/ingen gangfunktion inden hoftefrakturen (9). Efter en girdlestone operation er patienten ude af stand til at bøje hoften. De fleste får forkortelse af benlængden, og mange kommer aldrig til at gå igen (10).
Følgevirkninger efter en hoftenær fraktur kan være alvorlige. Både det kirurgiske indgreb, patientens alder, de postoperative smerter, komorbiditet samt den tidligere funktionsevne har betydning for, hvor godt patienten genvinder basismobiliteten (se boks 3) (11).
Livskvaliteten kan forringes, og mange genvinder ikke oplevelsen af velvære inden for de livsområder, der er vigtige for dem (12). Op mod halvdelen af patienterne har stadig smerter et år efter hoftebruddet (13).
Smerter og træthed er nogle af de største begrænsninger i forhold til at genvinde basismobiliteten
(14). Også angst og depression har betydning for, hvor godt patienten kommer sig (15). Ud af alle patienter med hoftebrud er det påvist, at 23 % har en depression, og blandt de ældste er tallet endnu højere (16).
Fremgangen efter et hoftebrud er størst inden for det første halve år, men funktionsevnen kan bedres helt frem til cirka et år efter hoftefrakturen. Patienter, der inden hoftefrakturen havde høj grad af komorbiditet, var afhængige af hjælp i hverdagens aktiviteter, var kognitivt svækkede og havde nedsat gangfunktion, er i særlig risiko for aldrig at genvinde habituel funktionsevne (17, 18). Omkring 30 % af patienterne genvinder ikke den tidligere gangfunktion, og 20 % vil et år efter hoftebruddet ikke kunne varetage dagligdags aktiviteter som f.eks. at handle ind (19).
Frygt for at falde ser ud til at være almindelig efter hoftebruddet og er påvist at kunne påvirke både mobilitet og dødelighed i negativ retning (20). Mellem 10-20 % flytter i løbet af det første år efter hoftebruddet på plejecenter eller i plejebolig (19).
Deltagelse i rehabilitering under og efter indlæggelsen med en hoftenær fraktur er vigtig og kan forbedre fysisk funktion, basismobilitet og tiltroen til at kunne håndtere risikoen for at falde (21). Rehabilitering drejer sig om mere end at genvinde fysisk funktion. I efterforløbet af en hoftefraktur balancerer mange patienter mellem at bevare modet og stræbe efter fysisk bedring og at blive overvældet af manglende fremgang og miste modet. Mange patienter bliver afhængige af andres hjælp, og de kan føle sig til besvær. Nogle erfarer, at de med udholdenhed, kreativitet og tålmodighed kan klare dagligdagens mange udfordringer og genvinde en følelse af værdighed (22, 23). Oplevelsen af stadig at være en del af livet er vigtig, og eksempelvis små positive oplevelser og samvær med andre kan give fornyet livsmod. Accept af den nye situation og en følelse af taknemmelighed over det, der stadig er muligt, bidrager også til at kunne opleve velvære i livet (22, 24). De patienter, der ikke genvinder tidligere gangfunktion og uafhængighed, kan dog helt miste lysten til livet (25).
For at monitorere og forbedre kvaliteten af diagnostik, pleje og behandling af patienter med hoftenær fraktur indberettes data i Danmark til Dansk Tværfagligt Register for Hoftenære Lårbensbrud (DRHOFTEBRUD). Der opsamles systematisk data vedrørende eksempelvis hurtig operation, tidlig mobilisering, ernæringsplaner, faldprofylakse og genindlæggelse (26).