Hvert år kommer mange til skade, mens de dyrker deres sport. Nogle skader er alvorlige, hvor idrætsudøveren bliver behandlet akut på skadestuen. Andre med mindre skader vælger at se tiden an, og ofte sker der spontan bedring efter en pause fra idrætsaktiviteten. Det er derfor svært at angive et præcist tal for, hvor mange skader der pådrages gennem idræt, da ikke alle skader registreres. Idrættens analyseinstitut har i 2016 lavet en rapport, som afdækker omfanget af idrætsskader blandt den brede danske befolkning (8). Undersøgelsen er baseret på en repræsentativ stikprøve af børn og voksne (18,4%), som viser, at 21,5 % af alle voksne idrætsaktive over 16 år pådrager sig mindst én idrætsrelateret skade målt over en periode på 12 måneder (8). Dette svarer til, at 789.463 personer får mindst én idrætsskade per år.
Yderligere ses at mændene er hårdest ramt, hvor 27,4 % pådrager sig en skade, mens kun 15,9 % af kvinderne bliver skadet (8). Denne forskel forklares med, at mændene i højere grad dyrker kontaktsport, som er en mere risikobetonet idræt.
Hos børn mellem 7-15 år er der derimod ikke nogen væsentlig forskel i skadesrisikoen mellem kønnene. Over en periode på et år får 20,2 % af drengene og 19,7 % af pigerne mindst én idrætsrelateret skade om året (8).
Når kroppen ikke bruges, bliver den svagere, mens kroppen ved bevægelse generelt bliver stærkere. Når kroppen bevæges, bliver den belastet, og der sker en nedbrydning med efterfølgende opbygning af knogle, muskler, sener og ligamenter. Kroppen styrkes gennem denne balance mellem belastning og restituering. Idrætsskader opstår, når belastning af kroppen overstiger kroppens styrke overfor belastningen. Det betyder, at enten er belastningen for stor eller også er kroppens styrke for lille. En idrætsskade er betinget af den energi, der overføres i vævet. Skader kan derfor inddeles i energisvage og energirige vævsskader. De energisvage skader udvikler sig over timer til år og kaldes overbelastningsskader. De energirige skader opstår over et splitsekund og kaldes akutte skader (9).
Overbelastningsskader
I nogle situationer belastes kroppen for meget med risiko for en overbelastningsskade (11). En overbelastningsskade opstår oftest, når vævet bliver påvirket af ensidige og gentagne bevægelser. Skaden kommer ofte snigende, den kan blive langvarig, og i værste tilfælde kan der udvikles kroniske smerter. Når kroppen belastes gennem træning, opbygges vævet til at blive stærkere, men der er forskel på, hvor hurtigt de forskellige vævstyper opbygges, og det kan give anledning til overbelastningsskader. Blodgennemstrømningen er størst i muskelvævet, og genopbygningsevnen er derfor hurtigst her. Det tager tre-fire uger at opbygge muskelvæv, mens det varer måneder at opbygge knoglevævet, da omsætningshastigheden i knogler er langsommere. Længst tid tager det at genopbygge sene- og ledbåndsvæv, hvor der går ca. otte måneder. Ved en stigende intensitet og træningsmængde bliver muskelvævet derfor hurtigt større og stærkere, hvorimod knogle- og senevæv reagerer betydeligt langsommere. Det kan medføre en ubalance mellem opbygning og nedbrydning af væv og dermed en overbelastning eller en inflammationstilstand af enten knogle- eller senevæv (9). Ved gentagne overbelastninger af muskel- eller senetilhæftningen til knogle og knoglehinde vil der opstå småbristninger, der medfører en inflammation. Inflammationen er kroppens reaktion på vævsskade, men inflammation er også den vigtige mekanisme, der reparerer og forstærker kroppen gennem en proces, der fjerner skadet væv, og genopbygger og remodellerer nyt væv (9).
Overbelastningsskader ses oftest i skuldre, albuer, knæ, lyske, underben og fødder, og mærkes først som en ømhed og stivhed, som typisk sidder i overgangen mellem muskler og sener samt ved muskelhæftningerne på knoglerne. Ømheden forsvinder oftest under opvarmning, men vender hurtigt tilbage når aktiviteten er overstået. Der kan opstå tiltagende morgenstivhed i kroppen og nattesøvnen kan være afbrudt grundet smerte (9). Eksempler på overbelastningsskader i bevægeapparatets bløddele er "tennisalbue", "løberknæ", "springerknæ", "achillesenetendinit" og "lyskeskader". Overbelastningsskader i vores knoglevæv kan udvikle sig til mikroskopiske brud og kan resultere i træthedsbrud også kaldet ”stressfraktur”. Træthedsbrud opstår hyppigst i skinnebenet, men også knoglerne i foden kan blive sæde for træthedsbrud (8).
Akutte skader
Akutte skader opstår, når vævet pludselig belastes med en enkelt kraftig bevægelse ved for eksempel et retningsskift, en tackling eller et forfejlet nedspring. Akutte skader kan involvere ledbånd, sener, muskler samt knogler og viser sig ved øjeblikkelig smerte. Smerten forårsages af blødning, der siver ud i det omkringliggende væv og medfører hævelse og et øget tryk i skadesområdet. Hævelsen trykker på de nociceptive nerveender, som udløser smerter (12). Det er derfor af afgørende betydning, at der handles hurtig ved akutte skader. Ved at minimere blødningen, kan man begrænse hævelsen og derved afkorte helingsperioden (13).
Velkendt blandt de fleste sportsudøvere er RICE princippet om Ro, Is, Kompression og Elevation, som har til formål at stoppe blødningen, begrænse hævelsen og dæmpe smerten (13). RICE er ikke entydig videnskabeligt underbygget og særligt princippet om ro (Rest) er diskuteret, da manglende bevægelse forsinker genoptræningen (14). Derfor er RICE nogle steder blevet til RISEM, for at understrege vigtigheden af mobilisering. Andre akronymer er PRICE (Protection, Rest, Ice, Compression and Elevation) eller POLICE (Protection, Optimal Loading, Ice, Compression og Elevation) (15).
Derudover er der videnskabelige diskussioner om effekten af nedkøling
(16). Nedkøling mindsker hævelsen og smerterne, men gavner ikke helingen. Derfor indgår is ikke i PEACE & LOVE princippet (Protection, Elevation, Avoid anti-inflammatory drugs, Compression, Education & Load, Optimism, Vascularization, og Exercise) (17).
RICE eller RICEM er dog fortsat den generelle anbefaling som akut førstehjælp til idrætsskader i Danmark (18).
Akutte idrætsskader kan være forstuvede ankler eller håndled, fibersprængninger, knoglebrud eller et forvredet led, som medfører overrevne ledbånd. Oftest henvender disse idrætsudøvere sig i skadestuen /akutmodtagelsen, og afhængig af skadens omfang henvises patienten til egen læge eller hospitalets idrætssektor. Det kan f.eks. være en patient, som ved sport har forvredet knæet, der gør ondt og hæver op. Patienten modtager akut skadeshjælp og sendes hjem med information om RICEM og kommer efterfølgende i idrætsklinikken og får stillet diagnosen bristning af forreste korsbånd.
En væsentlig del af sygepleje til patienter med idrætsskader er at forberede patienter på, hvad de skal igennem, og hvordan de skal håndtere den nye situation med en skade, så de føler sig trygge i processen. Derudover skal sygeplejersken understøtte, at forløbet så vidt muligt tilpasses den enkelte patients situation og præferencer, så patienten kommer gennem skadesforløbet med færrest negative følgevirkninger, herunder den psykiske påvirkning som en idrætsskade kan have.
Vi har valgt at anvende den korsbåndsskadede patient til illustration af behandling, sygepleje og genoptræning til idrætsskadede patienter, da korsbåndsskader er en af de mest hyppige idrætsskader, der ses på hospitalet. Samtidig kan den generelle sygepleje overføres til patienter med andre idrætsskader bl.a. meniskskader, som får udført mindre omfattende kirurgi via et artroskop.