Formålet med kapitlet er at beskrive de forskellige faser i patientforløbet for patienter, som skal have indsat et nyt knæ, også kaldet knæalloplastik. I kapitlet anvendes betegnelsen TKA om både totalproteser (total knæalloplastik, TKA) og delproteser (unikompartmental knæalloplastik, UKA), uanset om de indsættes i det femorotibiale eller femoropatellare led, da sygepleje til patienten er ens for begge protesetyper.
I kapitlet beskrives baggrund og behandling for indsættelse af en TKA, det elektive patientforløb samt den ortopædkirurgiske sygepleje med afsæt i fast-track konceptet (1). Patientforløbet og sygeplejen beskrives på et generelt niveau, men der kan forekomme lokale forskelle mellem de enkelte afdelinger i Danmark. Du bør derfor altid forholde dig til din afdelings retningslinjer.