2: Baggrund

Traumer står for ca. 8 % af alle årlige dødsfald på verdensplan, og er den primære årsag til dødsfald blandt unge (2). Traumepatienter er indlagt akut efter et større eller mindre traume. En del af disse patienter vil defineres som multitraumepatienter, hvis der forekommer betydelig skade af mere end et enkelt organ eller en enkelt kropsregion. Der modtages omkring 2500 multitraumatiserede patienter årligt på hospitaler i Danmark. De hyppigste årsager til traumet er trafik-, fald- eller arbejdsulykker (3). Da ca. 70 % af multitraumatiserede patienter har ortopædkirurgiske skader, bliver de fleste af disse patienter indlagt på ortopædkirurgiske afdelinger (4).

Det første led i behandlingen af traumepatienter udføres i den præhospitale indsats, som finder sted, før patienten er på sygehuset. Alt efter traumets karakter bliver patienten bragt til en af landets akutmodtagelser eller et af de fire traumecentre, hvorefter der tages stilling til det videre forløb. Nogle patienter kommer herfra til sengeafdelinger, hvor de kan indlægges til konservativ behandling eller afvente en operation. Andre patienter opereres direkte og bringes efter opvågning, alt efter tilstand, enten til intensiv afdeling eller sengeafdeling (5).

Hovedparten af alle frakturer opstår efter et pludseligt traume mod en knogle (6). I denne sammenhæng skelnes mellem høj- og lavenergifrakturer. Højenergifrakturer opstår ved en væsentlig energipåvirkning, for eksempel i forbindelse med multitraumeulykker. såsom trafikulykker, mens lavenergifrakturer typisk opstår hos ældre ved faldulykker i hjemmet. En disponerende faktor for lavenergifrakturer er osteoporose (7).

I Danmark udgøres de hyppigst opererede frakturer hos voksne af henholdsvis proksimale femurfrakturer (36 %), distale radiusfrakturer (16 %) og malleolfrakturer (12 %) (8). Frakturer inddeles i forskellige typer, alt efter brudfladernes udseende og forløb. Bestemte frakturtyper ses ofte i sammenhæng med bestemte traumer, se billede 1.

Frakturer kan defineres som dislocerede eller udislocerede, hvilket henviser til graden af forskydning af knoglefragmenterne. Dislocerede frakturer kræver ofte kirurgisk indgreb, hvor udislocerede ofte kan behandles konservativt. Derudover skelnes mellem lukkede og åbne frakturer alt afhængig af, hvorvidt der forekommer en læsion af bløddele og hud over frakturstedet. Denne skelnen er essentiel, da en åben fraktur vil kontamineres med urenheder og bakterier fra omgivelserne, hvorimod den lukkede fraktur primært vil være beskyttet (6,7). En uddybning af behandling og sygeplejen relateret til åbne frakturer vil fremgå af afsnittet omhandlende hud og slimhinder.

Ved modtagelse af traumepatienten på sengeafdelingen skal plejepersonalet skabe ro og forklare patienten, at fokus i første omgang ofte er på de biomedicinske parametre. Plejepersonalet skal hurtigt skabe sig et overblik over, hvilke skader patienten har pådraget sig, behandlingen af disse samt den overordnede plan for indlæggelsen. Efterfølgende er det vigtigt, at plejepersonalet ligeledes er opmærksomme på det psykosociale aspekt, som naturligt fylder meget for patienter, der allerede tidligt kan gøre sig mange bekymringer om både oplevelsen af traumet og fremtiden. Traumepatienters psykosociale behov bliver uddybet senere i kapitlet.

Plejepersonalet skal observere og vurdere patientens almene tilstand samt måle vitale værdier ved modtagelsen. Et effektivt værktøj til at prioritere og vurdere den akut dårlige patient er ABCDE-princippet. Dette princip anviser en systematisk og enkel tilgang, som kan bidrage med overblik og forslag til behandlingstiltag. Vurdering ud fra ABCDE-princippet bør anvendes til alle voksne og børn med kritisk sygdom eller tilskadekomst, og sikrer, at patienten stabiliseres i den rigtige rækkefølge, startende fra A (9).