5: Udvalgte sygeplejefaglige problemstillinger

I dette afsnit vil vi beskrive nogle af de områder, der er særlige ift. den inficerede ortopædkirurgiske patient. De områder, der ikke nævnes her, kan findes i det generiske kapitel, som f.eks. ernæring og udskillelse af affaldsstoffer.

Ved modtagelsen af en inficeret ortopædkirurgisk patient, skal sygeplejersken vurdere patientens almene tilstand og måle vitale værdier samt altid indtænke brugen af ABCDE-principperne (faktaboks 10) (7).

Hvis patienten har diabetes, måles der ligeledes blodsukker. Derudover skal sygeplejersken benytte sig af sit kliniske blik til at observere, pleje og behandle patienten ud fra et individuelt behov.

Har patienten diabetes og indlægges grundet infektion på fødder og/eller ben, vurderes begge underben og fødder for evt. sår.

Til sygeplejeanamnesen spørges der ind til, hvorfor patienten har fodsår, hvordan det er opstået og hvor længe det har stået på (7,16,30).

Infektionsområdet kan i journalen dokumenteres ved brug af kliniske foto, da dette kan give et godt sammenligningsgrundlag i den videre behandling. Ved tydelige infektionstegn, såsom rødme og hævelse, kan en aftegning omkring det inficerede område være en god indikator til at følge infektionens udvikling. Samtidig skal sygeplejersken medinddrage patienten i behandlingsforløbet, da dette giver patienten en bedre forståelse for indlæggelsesforløbet. Inddragelse kan være med til at minimere kirurgisk stressrespons, angst og utryghed hos patienten (5,20,31).

Infektionens placering og alvorlighed afgør patientens mulighed for bevægelse. Nogle gange tilrådes det at holde det inficerede område i ro. Drejer det sig f.eks. om infektion i foden eller patienter med en spacer i knæet, må patienten ikke støtte på benet (32). For at forebygge sengelejekomplikationer, er det vigtigt, at patienten bliver mobiliseret. Hvis patienten ikke kan overholde eventuelle restriktioner (f. eks. ingen støtte på det opererede ben), må patienten blive mobiliseret til kørestol. Sygeplejersken kan inddrage tværfaglige samarbejdspartnere, når patienten skal mobiliseres.

Opmærksomhed på patientens evne til sanseindtryk er vigtig, f.eks. oplever patienter med diabetiske fodsår ikke smerteimpulser grundet neuropati. Vurdering af patientens smerteintensitet i forbindelse med infektionen skal/kan derfor foregå i samarbejde med patienten ved brug af et screeningsredskab. Screeningsredskabet kan f.eks. være VAS Visual Analog Skala, NRS Numerisk Rank Skala eller VRS Verbal Rating Skala. Samme skala skal så vidt muligt anvendes gennem hele patientforløbet, da resultater fra én skala ikke med sikkerhed kan overføres til en anden skala (5,33).

Infektionspatienter kan blive psykisk påvirkede under deres indlæggelsesforløb. Det kan skyldes både længere tids immobilitet, usikkerhed omkring indlæggelsestid og behandlingsresultat samt ændret eller manglende kropsoplevelse.

Den psykiske reaktion kan udløse en stressreaktion, som kan inddeles i fysiske og psykiske symptomer (faktaboks 11).

Konfuse patienter kan screenes for delir ved hjælp af Confusion Assessment Method (CAM) (faktaboks 12). Her vurderes patienten ud fra 4 kriterier. Hos den ældre patient kan ændret psykisk tilstand være første tegn på infektion. (34,35).

Konfuse patienter kan hjælpes med non-farmakologiske tiltag, såsom at:

• Understøtte patientens døgnrytme, herunder søvn, ro og hvile samt mobilisering som minimum til måltiderne.
• Tilpas stimuli, patienten kan evt. skærmes for udefrakommende støj. Husk at hjælpe patienten med briller og høreapparater, hvis dette er nødvendigt.
• Tilstrækkelig væske og ernæring (36).

Isolation anvendes som et supplement til de generelle hygiejniske forholdsregler og iværksættes ved f.eks. mistanke om særlige smitsomme infektioner og multiresistente bakterier (MRSA).

Patienten skal isoleres allerede på mistanke om en isolationskrævende diagnose. Isolation, isolationsform, samt ophør af isolation er en lægeordination. I praksis er det ofte sygeplejersken/SSA, der identificerer behovet og igangsætter isolationen. Valg af isolationsregi er afhængig af smittemåden og bakterietype og følger de nationale retningslinjer for isolation. Bliver patienten isoleret, kan det udfordre patientens autonomi og identitetsfølelse, og patienten kan i høj grad føle sig stigmatiseret. Undersøgelser viser, at plejepersonalet tilbringer mindre tid sammen med isolerede patienter, der kan få en følelse af ensomhed og mangel på stimuli.

Sygeplejersken skal i den forbindelse være ekstra opmærksom på patientens psykiske reaktioner på isolationen. Information til både patient og pårørende er ligeledes en vigtig del af sygeplejen til isolerede patienter (27,37,38).