2: Baggrund

Sygehuserhvervede infektioner opstår, når patienterne bliver smittede med skadelige mikroorganismer under deres indlæggelse (1). Mængden af postoperative sårinfektioner udgør ca. en tredjedel af alle sygehuserhvervede infektioner (2). Ifølge en rapport, omhandlende hospitalsinfektioners økonomiske konsekvenser, skønnes kirurgiske sårinfektioner alene at koste samfundet op til 1 mia. kroner om året (3). Beløbet dækker bl.a. over forlænget indlæggelsestid og øgede medicinudgifter. Udover de økonomiske omkostninger for samfundet medfører sygehuserhvervede infektioner også store konsekvenser for det enkelte menneske (3).

SSI vurderer, at det er muligt at nedbringe antallet af sygehuserhvervede infektioner med op til 20 % (1).

Bakterielle infektioner hos ortopædkirurgiske patienter kan opstå som følge af traumatiske sår (f.eks. bid fra hund, kat eller mennesker, rifter, stikskader m.m.), komplikationer efter operative indgreb eller gennem hæmatogen spredning (spredt med blodet). Kontamineringen kan stamme fra både naturligt forekommende bakterier i kroppen (endogene) eller bakterier fra omgivelserne (eksogene), f.eks. urene procedurer i forbindelse med kirurgi og sårpleje. I forbindelse med en operation skabes en indgangsport for mikroorganismer, da huden, som er immunforsvarets første barriere, bliver brudt (5). Infektionssygdomme kan udvikle sig meget hurtigt og i svære tilfælde medføre døden. Det er derfor afgørende at kunne reagere hurtigt på patienternes symptomer.

De klassiske infektionstegn er rødme, varme, hævelse og feber. Derudover kan der observeres bevægelsesindskrænkning i det inficerede område/led. Infektioner kan skaleres alt efter, om de er overfladiske eller dybe. De overfladiske infektioner involverer kun hud og subkutant væv, mens de dybe er beliggende i subcutis eller omkring et indsat implantat (2,3).

Da infektioner inden for ortopædkirurgien ses i hele bevægeapparatet, er det vigtigt med sygepleje af høj kvalitet, hvor sygeplejersken ikke kun kender patientforløbet og yder grundlæggende sygepleje. Sygeplejersken skal også have forståelse for infektionsbegrebet, herunder hvordan mikroorganismer formerer sig i kroppen og på huden og derved forvolder skade, samt forståelse for vigtigheden af, hvorledes infektionerne kan forebygges (5).

En grundig sygdomsanamnese er vigtig for diagnosticering og for at få en forståelse for infektionens baggrund og tilstedeværelse af bakterier. Sygdomsanamnesen kan tage udgangspunkt i de 12 sygeplejefaglige behovsområder (faktaboks 1) (4).

Behandlingsplan iværksættes på baggrund af sygdomsanamnese, infektionstegn og blodprøvesvar, herunder leukocytter og creaktivprotein (CRP) samt evt. bloddyrkning og podning/biopsier fra det inficerede område. Prøvemateriale skal tages tidligt i forløbet og om muligt før opstart af antibiotika. Det skyldes, at antallet af mikroorganismer er størst på det tidspunkt og ikke påvirket af den antibiotiske behandling. På baggrund af ovenstående besluttes det, om patienten skal modtage medicinsk behandling og/eller tilbydes kirurgisk oprensning/revidering (5,6). Den medicinske behandling er ofte antibiotika intravenøst og kræver derfor en velfungerende intravenøs adgang.