Hvordan oplever amputerede at se sig selv i spejlet? Hvordan er sygeplejerskens rolle i forhold til anvendelse af spejle?

Baggrund

Forskning viser, at synlige ændringer har betydning for, hvordan en person ser sig selv. Den amputeredes angst har vist sig at kunne øge tendensen til depression, lavere livskvalitet og selvværd. Dog er der sparsom forskning med fokus på spejles betydning.

Metode

Metoden er kvalitativ og data indhentes fra 5 fokusgruppeinterview samt et individuelt interview. 8 mænd og 9 kvinder i alderen 19-68 år deltog. Interviewene tog udgangspunkt i en semistruktureret interviewguide.

Resultater

At se sig selv i spejlet indeholder tre hovedelementer: beslutningen om at se sig selv, selve handlingen, hvor man ser sig selv i spejlet, samt de reaktioner som det medfører at se sig selv.

At se sig selv i spejlet beskrives som et forløb, der går fra at blive chokeret over at se sig selv, til at blive deprimeret over synet af sig selv, til at man begynder at genkende sig selv igen. Sluttelig oplever nogle af patienterne, at fokus flyttes fra den mistede kropsdel til at se helheden i stedet.

Små spejle er nyttige, når man f.eks. skal se stumpen, hvorimod store spejle konfronterer den amputerede med det ændrede udseende.

Det anbefales, at sygeplejerskerne først tilbyder patienterne at se sig i et lille spejl og derefter i et helkropsspejl. Det er vigtigt at forberede patienten i god tid, så der er mulighed for at indstille sig på det, der kommer til at ske.

Konklusion

Studiet konkluderer, at spejle hjælper i processen frem mod at acceptere sin nye normalitet som amputeret. Samtidig er det et nødvendigt redskab for at kunne observere sig selv.

Bemærkninger

Studiet er et mindre studie og det eneste, som har undersøgt brugen af spejle til amputationspatienter.