Vurdering og diagnosticering af compartment syndrom: en literaturgennemgang

---

Assessment and diagnosis of acute limb compartment syndrome: A literature review
Ali P, Santy-Tomlinson J, Watson R. International Journal of Orthopaedic and Trauma Nursing; Volume 18, issue 4, Pages 180-190, November 2014

 

 

Baggrund
Compartment syndrom er en samling af symptomer, som indikerer et øget tryk i muskel logen og resulterer i mindsket vævsgennemstrømning. Observation af disse symptomer er yderst vigtige. Hvis man overser at diagnosticere og behandle denne tilstand, kan det føre til permanent vævshenfald og, i alvorligere tilfælde, til amputation.

Formål
Formålet med artiklen er, via et review - en gennemgang af alle studier, der er publiceret - at finde evidens for risikofaktorer i forhold til den tidligere opsporing af symptomer på compartment.

Metode
Der er udført en systematisk litteratursøgning ud fra søgeordene patient risici, risiko-reduktion, klinisk observation og compartment monitorering. Efter gennemgang udvalgtes 32 publicerede studier. Herefter er metoden i de fremsøgte studier blevet kvalitets- og validitetsvurderet. Altså, hvad er styrken bag studiernes konklusioner. Forfatterne har slutteligt udfærdiget en samlende konklusion på denne baggrund.

Resultater
Sammenfattende konkluderes i artiklen, at patienter med frakturer på skaftet af tibia har størst risiko for at udvikle compartment syndrom. Dette sker oftest i muskellogen på forsiden af benet. Den næststørste risikogruppe er patienter med distale radius frakturer. Her er det muskellogen på oversiden af underarmen(flexormusklen), der oftest rammes.

Andre risikofaktorer er: hvis man er yngre end 35 år; er mand; har været udsat for høj-energi traume; eller har fået bløddelsskader(særligt hos patienter med blødnings forstyrrelser), eller har åbne frakturer. Ligeledes kan polstring og gipsbandager, samt kirurgiske indgreb give øget risiko for compartment.

Kliniske observationer sammen med tryk-måling hos patienter i risiko, synes at være den bedste måde til at diagnosticere tilstanden.

De opsummerer de kliniske symptomer i:

1. Pain: smerter som er ude af proportioner til det forventede. Og smerter ved passiv muskelstræk
2. Pressure: hævelse og spændthed af lemmer
3. Parestesia: nedsat eller ophørt følesans
4. Paralysis: lammelse af musklen
5. Pallor: området er blegt og kan føles koldt
6. Pulselessnes: der er svag eller ikke-eksisterende puls   

 Parestesier, lammelser og bleghed kan være en hjælp ved diagnosticering, men er sene tegn.

Analyse af evidensen viser dog, at denne er meget svag og der er behov for yderligere, robust forskning. Denne forskning skal inkludere identifikation af risikofaktorer, diagnose, forebyggelse og behandling. Forfatterne foreslår også, at der opnås konsensus om risikovurdering og behandling blandt en udvalgt gruppe af eksperter på baggrund af eksisterende litteratur, klinisk ekspertise og erfaring. Dette skal særligt ses i lyset af den svage evidens og alvorlighedsgraden af følgen af compartment. 

Konklusion
Dette litteraturstudie indikerer, at den bedste metode til at diagnosticere compartment hos patienter i risiko er kliniske observationer, sammenholdt med compartment tryk-monitorering.
Men, der er behov for yderligere forskning på området.

Bemærkninger
Selvom evidensen for studiets konklusion er svag, giver det et perspektiv på vigtigheden af de kliniske observationer i forhold til tidlig opsporing af symptomer på compartment. Dette underbygger vigtigheden af de kliniske plejemæssige observationer og reaktion på disse observationer.
Det er ikke den mest læsevenlige artikel!

Bearbejdet af
Charlotte Myhre Jensen, præ-phd.studerende; MEd in Health Promotion; Ortopædkirurgisk afdeling O; Odense Universitetshospital
Anette Wulff Christiansen, Udviklingssygeplejerske; MKS, Ortopædkirurgisk afdeling O, Odense Universitetshospital

 

Link til original artikel