Georgiades DS. A Systematic Integrative Review of Pin Site Crusts. Orthopaedic Nursing. 2018;37(1):36-42
Baggrund
Pleje af pin-steder, eller alene pin-pleje, er et emne, der
drøftes blandt forskere. Der ses nemlig en variation i, hvilke
forbindinger der bruges omkring pin-hullerne. Der findes
forskellige typer af forbindinger, både med og uden Klorhexidin,
men der mangler undersøgelser, som belyser, hvilken forbinding bør
vælges frem for en anden?
Desuden diskuteres det i forskerkredse, om man skal fjerne
skorpen, der dannes omkring pin-hullerne, eller om man må lade den
sidde som en biologisk "dressing" til forhindring af infektion.
Formål
Formålet med den systematiske gennemgang af litteraturen var at
undersøge effektiviteten af skorpen, som en biologisk dressing til
forebyggelse af infektion, sammenlignet med at fjerne skorperne
omkring pin-hullerne som forebyggelse af infektion.
Metode
En systematisk litteratursøgning i 3 databaser indenfor de sidste
10 år. Forud for søgningen blev inklusions- og eksklusionskriterier
identificeret. Søgningen inkluderede både kvalitative- og
kvantitative designstudier, og 'Mixed Methods Apprasial Tool' blev
anvendt til kvalitetsvurdering af inkluderede artikler.
Én forsker vurderede kvaliteten af de inkluderede undersøgelser,
og udelukkede artikler af lav kvalitet. De inkluderede artikler
blev rangeret. Randomiserede, kontrollerede forsøg og systematiske
reviews blev betragtet som højeste niveau af evidens for god
pin-pleje. Casestudier blev rangeret som laveste evidens. Af
højeste evidens deltog i alt 190 patienter, fordelt på 3 studier.
Af studier inkluderende ekspertviden og Best Practise deltog i alt
178 patienter, fordelt på 2 studier.
Resultater
5 artikler opfyldte inklusionskriterierne. Alle studier havde bias
af forskellig karakter.
En af disse artikler kom frem til, at pin-skorpen skulle bevares,
hvis der ikke var infektion til stede. Hvis der derimod var
infektion til stede, skulle skorpen fjernes, for ikke at forhindre
afløb af inficeret materiale.
En anden undersøgelse fandt ingen signifikant forskel mellem
daglig pin-pleje og ingen pin-pleje.
Kun 1 undersøgelse, der undersøgte effektiviteten af skorper i
forebyggelse af infektion, viste en signifikant reduktion i antal
infektioner.
Konklusion
Noget tyder på, at pin-skorpen gerne må forblive, med mindre der
er tegn på infektion.
Bemærkninger
Som forfatteren selv er inde på, er der kun et klinisk forsøg, der
understøtter anbefalingen, derfor er der brug for flere
undersøgelser. Ligeledes var der kun én forsker, der gennemgik og
valgte litteraturen, hvor der bør være to uafhængige.
Bearbejdet af
Karen Hvass, Udviklingskonsulent, MPQM, Ortopædkirurgisk Afdeling,
Hospitalsenheden Vest
Birgitte Skovgaard, klinisk sygeplejespecialist, Center for
Planlagt Kirurgi, Regionshospitalet Silkeborg.